Slotsophold på fyn
TIL MIDDAG MED H.C. ANDERSEN
KOM OG DELTAG – EN EVENTYRLIG OPLEVELSE VENTER
Broholm Slot mindes fredag den 24. oktober 2025 H.C. Andersen med et arrangement med noget for alle sanser, herunder ikke mindst smagssansen.
Kl. 15 - 17 Lancering af bogen ”Til middag med H.C. Andersen”. Forlaget Koustrup og forfatteren og madhistorikeren Gunvor Maria Juul præsenterer bogen og vil i den forbindelse fortælle om H.C. Andersens forhold til mad og om maden generelt i 1800-tallet.
Professor Johs. Nørregaard Frandsen vil herefter fortælle om H.C. Andersen som ”gæst” ikke mindst på fynske slotte og herregårde, hvor Broholm var et af dem.
Advokat Klaus Ellis Henriques vil afslutningsvis berette om hans families relation til H.C. Andersen, herunder om lille Marie Henriques til hvem H.C. Andersen lavede billedbogen ”Maries rejse”.
Der serveres varm chokolade med klassisk wienertærte, fru Heibergs småkager og Linds makroner.
Kl. 17 Rundvisning på slottet.
Kl. 18 Crémant med sprøde bobler i stuerne.
Kl. 18.30 MIDDAG I THORVALDSEN SALEN - inspireret af jubilæumsmiddagen, som blev afholdt for H.C. Andersen i 1869 i København
Sprængt oksetunge i vingele med urter i brunoise og timian. Hollandsk sild på ristet toast med cremede snitbønner og æbler
Consommé Jardinière med urter parisienne og sprød butterdejs fleuron
Ovnbagt frisk fanget fisk med cremet kartoffelkompot - citron og muscatnød. Sc. Hollandaise – grønne urter
Dansk kalvefilet i grønne urter - gule og røde beder – knoldselleripuré. Reduceret madeira sauce og kastaniekartoffel
Isbudding med chantilly creme og friske efterårsbær. Sprødt karamelslør og eksotisk ananas
Efter middagen serveres i stuerne kaffe med bagt marcipan og kandiseret frugt samt chokolademarengs.
ARRANGEMENTET INKL. VINMENU KOSTER KR. 1495 pr. person
ARRANGEMENTET KØBT SOM ET SLOTSOPHOLD KOSTER INKL. VINMENU KR. 2295 pr. person
TILLÆG FOR ENKELTVÆRELSE KR. 500,-
Bestil på
eller tlf. 62251055
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
For enhver med blot et minimum af historisk flair eller romantisk-nostalgisk faible er et besøg eller ophold på Broholm Slot en spændende odysse gennem næsten 700 års danmarkshistorie fra Christoffer den 2. til Margrethe den 2., og med de mellemliggende 29 konger og 1 dronning som medspillere eller statister i Ulfeldt´ernes, Skeel´ernes og Sehested´ernes saga. Broholm Slot er bekvemt, overskueligt og i opholdsrummene, som alle er forskellige og med deres autenticitet helt unikke, finder man sig som gæst let til rette.
På Broholm Slot kan du læne dig tilbage og slappe af og blive forkælet, som overklassefolkene gjorde tilbage i tiden. Her er ro og fred, og skøn natur omgiver slottet. Restauranten byder på mad af gourmetoplevelse og personalet byder dig velkommen med stor professionalisme, personlig betjening og glade smil.
Broholm Slot har 19 værelser, 16 på slottet og 3 i den "Gamle" Vandmølle overfor slottet. Hovedbygningen byder på flere opholdsstuer og den store Thorvaldsen-Sal til festlige begivenheder. Så har I brug for et dejligt slotsophold på Fyn, så book et af vores fire ophold i dag eller send en forespørgsel på et møde eller selskab og oplev selv, hvad vores mange glade gæster har oplevet.
Vi tager også imod virksomheder som ønsker et mødeophold på vores slot, eller blot ønsker at booke et af vores unikke mødelokaler.