• DK
  • GB
 

Aktiviteter nær Broholm Slot

Øhavsstien

Øhavsstien er med sine 220 km en af Danmarks længste vandreruter, som omkranser Det Sydfynske Øhav. Øhavsstien har et meget alsidigt forløb gennem et enestående kulturlandskab, med flotte naturområder, herregårde, landsbyer og købstæder, som er præget af områdets spændende kulturhistorie. Der er udsigter ud over øhavet, som rummer de hyggelige øsamfund og som er et internationalt anerkendt fugleområde.

Øhavnstien er en trampesti forbeholdt vandrere og er afmærket hele vejen med pæle og piktogrammer af vores vandringsmand.

Øhavsstien kommer forbi Broholm Slot ved
rute 3: Svendborg-Broholm-Lundeborg.

Læs mere her.

Lundeborg Havn & Badestrand

Med kun 4 km. til Lundeborg, er der ingen undskyldning for ikke at nyde en frisk morgendukkert.
Lundeborg er en lille hyggelig havn med dejlige sandstrande og et rigtig godt ishus. Der er flere spisesteder blandt andet Pakhusgårdens Brasserie. Se mere på Lundeborgs hjemmeside her. Det er desuden muligt at gå via Øhavsstien til Lundeborg på en rute af cirka 8 km.

Lystfiskeri & sejlads

Lystfiskeren har gode muligheder omkring Broholm Slot. Vores guider kan arrangere guidede ture i mange varianter både for nybegyndere og øvede. Store dele af året fiskes havørred og fladfisk fra de mange Fynske kyster, og i Svendborgsund er der om sommeren makrel og hornfisk i tillæg. I Voldgraven og søen på Broholm Slot er det også muligt efter aftale at fiske efter gedder.

Vi kan også hjælpe med at arrangere en dejlig bådtur fra Nyborg eller Svendborg havn via Maritimt Center Danmark. I kan leje en båd med op til 12, 20 eller 35 siddende personer. Kontakt Broholm på eller tlf. 62251055 eller læs mere her.

Det er også muligt at tage med veteranskibet M/S Helge på en enestående sejltur og opleve Sydfyn og Svendborgsund fra den smukkeste side. Bestil billetter eller læs mere her.

Jagt

Arealleje
Godset udlejer jagtarealer med dåvildt, råvildt, ænder, fasaner og andet småvildt.

Jagten er i øjeblikket udlejet til to konsortier, et konsortium til jorderne omkring hovedbygningen, og et konsortium til skoven ved Svendborg.

Hvis man er interesseret i at blive medlem af et jagtkonsortie på Broholm, skal man kontakte nedenstående jagtlejere:

Broholm:
Tage Johansen
Tlf: 27 41 91 44,
Email:

Brændeskov:
Benny Jacobsen
Tlf: 21 43 66 79
Email:

Dagjagter
Dagjagt tilbydes for op til 12 personer ved borgsøen omkring Broholm og Lillesøen.

Program:
Kl. 9.00 Mødested ved reception/borggård. Morgenmad og indledning ved jagtlejer på Broholm
Kl. ca. 9.30 første placering og jagt på Broholm
Kort vandring til anden placering og jagt ved Lillesøen
Kl. ca. 13.00 Parade i borggården
Kl. Ca. 13.30 Frokost på slottet og afslutning

Broholm står for klappere og hundefolk. Forventet afskydning op til 100 ænder.

Jagten er godt egnet som firmajagt kan købes samlet for kr. 20.000,- alt inklusiv for maksimalt 10 personer.

Nedlagte ænder afregnes kr. 50,- pr stk. Der gælder ingen 3 skudsregel.

Tilmelding for individuelle modtages gerne for kr. 2.000,- pr. person.

Broholm forbeholder sig retten til at aflyse jagt som ikke er fuldt besat. Henvendelse til jagtlejer Tage Johansen tlf. 27 41 91 44

Damestenen

Danmarks største vandreblok er Damestenen, der ligger mellem Hesselager og Vormark på Østfyn cirka 8 minutter i bil fra Broholm Slot. Stenen måler 46 m i omkreds, har en synlig højde på 10 m og vejer i nærheden af 1.000 ton. Læs mere her.

Egeskov Slot

Egeskov Slot er placeret i Kværndrup kun 18 minutter i bil fra Broholm Slot. Her er aktiviteter og udstillinger nok til at få en hel dag til at gå. Oplev blandt andet udstillinger som camping og outdoor, veteranbiler, -motorcykler og -fly, Falck Museet, købmandsmuseet og meget mere. Det er også muligt at besøge slottet, labyrinten, flere legepladser på jord og i højder, den store park, flere restauranter samt meget mere. Læs mere her.

Gorilla Park Svendborg

Gorilla Park Svenborg er placeret i Stenstrup, en by lige udenfor Svendborg, med kun 25 minutters kørsel fra Broholm Slot. Nyd en dejlig dag udendørs med fuld tryk på aktiviteterne for både store og små. Slå dig løs, og oplev det helt vilde sus i 26 meters højde. Som noget helt særligt tilbyder Gorilla Parks faciliteter i Svendborg 8 klatrebaner, der alle giver udfordringer til den klatreglade i alle størrelser. Den strækker sig over 2,7 km samlet med over 100 forskellige klatreelementer. Det er også muligt at prøve tarzansving, BMX-kørsel i trætoppene, snowboards, base jumps og meget mere. Læs mere her.

Naturama & Danmarks Forsorgs Museum

Midt inde i Svendborg centrum cirka 17 minutter i bil syd for Broholm Slot finder i blandt andet Naturama og Forsorgsmuseet.

På Naturama kan I opleve kæmpe hvalskeleter, hundredevis af fugle, isbjørne, ulve og vildsvin. Alt sammen opsat som en totaloplevelse med lys, lyd og film. Naturama's formidlere står altid klar med gode historier og aktiviteter. Læs mere her.

Danmarks Forsorgs Museum viser Nordens bedst bevarede fattiggård. Bag pigtråd og høje mure oplever I en vigtig del af historien om Danmarks forsorg. I de autentiske rammer formidler de historier om og med de mennesker, som levede eller lever på samfundets skyggeside: De fattige, de syge, de hjemløse og de forældreløse. Læs mere her.